Forårskåde havebloggere og –journalister fyldte Gartneriet Pedersen den 5. april.

Der var inviteret til inspirationsdag
(Af: Lotte Bjarke)

Begejstringen og glæden over at få en oplevelse ud over det sædvanlige var næsten til at føle på, da 16 bloggere og journalister trådte ind i det, der plejer at være det travle pakkerum i Gartneriet Pedersen ved Hørning den 5. april.

Gartneriet havde i samarbejde med krukkefirmaet B-Green med assistance fra hillebro.com sat sig for at komme i øjenkontakt med nogle af dem, der sætter deres præg på de sociale medier, og dermed for at kommunikere direkte til dem, det hele handler om, nemlig forbrugerne.

Inspirationsunivers i pakkerummet
Ideen var at præsentere det store udvalg af sæsonaktuelle produkter fra gartneriet i kombination med sæsonens flotte krukker og andet havetilbehør fra B-Green. Derfor var pakkerummet tryllet om til et smukt inspirationsunivers med lækre farveafstemte temaudstillinger og plads til hyggelig frokost og networking midt i det hele.

For at gøre oplevelsen endnu større havde initiativtagerne allieret sig med Gartneriet Møllerhøj, Gartneriet Råhøj, Gartneriet Per Ulrich og Gartneriet Rovsing for at kunne præsentere et virkelig bredt produktudvalg, der strakte sig fra forårsløg, primula og akelejer over hortensia, Trifolium og Oxalis til masser af spiselige produkter.